Forlagets beskrivelse
Olav er lejemorder. Og ensom. Når man lever af at slå folk ihjel, er det ikke let at komme tæt på andre mennesker. Nu har han endelig mødt sin drømmekvinde. Men der er et problem. Hun er hans chefs kone. Og han er hyret til at slå hende ihjel.
BLOD PÅ SNEEN er en roman om en forelsket lejemorder. Med den introducerer Jo Nesbø et nyt thrillerunivers.
Holder du af historier, der har eventyrets snert i sig? Har du tre-fire timer for dig selv? Vil du synke ned i en velsignet, dejlig krimi, der bevæger dig, forstemmer dig, får dine nakkehår til ind i mellem at stritte og vil du møde en mand, der rummer mere i sig, end han selv aner? Så flå Jo Nesbøs nyeste bog ned fra hylden, put dig til en stund for dig selv, og du rejser dig efter et par timer beriget, som havde du læst et H.C. Andersen-eventyr for første gang. Fyens Stiftstidende ★★★★★★
Et overlegent komponeret, sort-humoristisk kammerspil, der efterlader en bitter smag. Weekendavisen
… nu vil vi ikke fortælle mere, men stærkt anbefale den lille uprætentiøse og stærkt underholdende fortælling. Nordjyske Stiftstidende ★★★★★
Jyllands-Posten ★★★★
Forfatteren digter og fabulerer, så det er en lyst, og romanen er – spændingslitteratur eller ej – en indirekte hyldest til den skjønne kunst, den gode litteratur. Berlingske ★★★★★
…et overrumplende stilmæssigt nybrud. Lolland-Falster Folketidende
Når Jo Nesbø med velskreven elan elegant dristigt sætter et sådant scenarium op med bjæffende pistoler og hurtig død, virker det både overbevisende forklarligt og sågar kunstnerisk forsvarligt. Politiken ★★★★
Bibliotekernes beskrivelse
Hvordan klarer man sig som lejemorder, når man i virkeligheden er blød som smør og alt for let bliver forelsket i de piger man møder? Det må lejemorderen Olav hellere få styr på, for der er et job, der venter.
Presseklip
De norske anmeldere skrev:
”Jo Nesbøs ustoppelige fortælleglæde har fundet et nyt udløb, og der kommer mere til efteråret.”
- VG
”Blod på sneen er en poetisk indrammet uprætentiøs krimifortælling som stikker dybere, end den ser ud til. (…) Handling og sprog flyder ubesværet af sted. Forfatteren bobler af fortælleglæde og læseren bliver smittet. Nogle af Nesbøs faste læsere vil nok føle sig snydt, tænke at dette er for let og for letkøbt, en historie der slutter før den er begyndt. Men historien om den forelskede lejemorder har samtidig kvaliteter som man må se langt efter i en sædvanlig Nesbø-krimi. Den poetiske indramning, som er fundamentet for titlen Blod på sneen, er afdæmpet smuk i sin enkelthed, en antydning om livet som det kunne have været.”
- Adresseavisen
”Jo Nesbø skriver kort og godt om lejemorderens længsel efter kærlighed (…) Blod på sneen er Nesbøs egen Pulp Fiction, i dobbelt forstand. Både en hyldest til den enkle, hårdkogte fortællestil fra fortiden, men også med paralleller til Quentin Tarantinos film. (…) Udover den hårdkogte krimihistorie rummer Blod på sneen også en stor kærlighedshistorie (…) Nesbøs fortælleglæde fejler heller ikke noget. Som hyldest til genren lykkes det også Blod på sneen at minde os om, at mange af de gamle forbilleder havde litterære kvaliteter som ikke skal undervurderes.”
- Dagsavisen
”En lille fortælling som gør stort indtryk. (…) Blod på sneen er en god roman. Hvis jeg skal trække én bestemt ting frem, må det være, hvor fint Nesbø har tegnet sin hovedperson, og hvor virkningsfuld Olavs fortællerstemme er. (…) Den brillante krimiforfatter Nesbø dukker glimtvis op, blandt i den måde han planter tilsyneladende trivielle detaljer i manuskriptet, som han senere gør brug af og tilfører betydelig værdi i handlingen.”
- Dagbladet
”En leg med litterære genrer og konventioner som det for kriminørderne i blandt os er umuligt ikke at fryde sig over.”
- Dagens Næringsliv
”Denne gang vil han noget andet end at blæse liv i underholdningskrimiens luvslidte persongalleri og demonstrere håndværkerens mesterlighed. Derfor er jeg imponeret af Blod på sneen (…) Nesbø behersker sine virkemidler så godt. Sproget er stramt, formuleringerne præcise, ordvalget tankevækkende.”
- Stavanger Aftenblad
Uddrag fra bogen:
Sneen dansede som vattotter i lyset under lygten. Ikke i nogen bestemt retning; den vidste ikke, om den ville op eller ned, men lod sig blot føre af den helvedes, iskolde vind, som kom ind fra det store mørke over Oslofjorden. Sammen hvirvlede de, vinden og sneen, rundt og rundt i mørket mellem de natlukkede lagerbygninger på kajen. Indtil vinden blev træt af det og satte sin dansepartner fra sig helt inde ved væggen. Der var den tørre, gennemblæste sne føget sammen under skoene på den mand, jeg netop havde skudt i brystet og i halsen.
Blodet dryppede fra hans skjorteflip og ned på sneen. Nu er det ikke sådan, at jeg ved særlig meget om sne — eller om noget andet for den sags skyld — men jeg har læst, at de snekrystaller, der dannes ved hård frost, er helt anderledes end dem i tøsne; grovkornede eller hårde og skarpe snefnug. At det er formen på krystallerne og tørheden i sneen, som gør, at hæmoglobinet i blodet beholder den dybrøde farve. I hvert fald fik sneen under ham mig til at tænke på en kongekappe i purpur og hermelin, som på tegningerne i den bog med norske folkeeventyr, som min mor havde læst højt for mig. Hun kunne godt lide eventyr og konger. Det var vel derfor, hun havde opkaldt mig efter en.
Aftenposten skrev, at hvis kulden fortsatte til nytår, ville 1975 blive det koldeste år siden krigen, og at vi ville huske året som begyndelsen på den nye istid, som forskerne havde spået i et stykke tid nu. Men det vidste jeg ikke noget om. Jeg vidste bare, at manden, der stod foran mig, snart var død, en sådan skælven i kroppen er ikke til at tage fejl af. Han var en af Fiskerens mænd. Det var ikke noget personligt. Og det sagde jeg også til ham, før han sank sammen og efterlod en stribe af blod på muren. Ikke at jeg tror, det gjorde tingene lettere for ham at høre, at det ikke var personligt. Når jeg selv skal skydes, vil jeg foretrække, at det er personligt. Og jeg sagde det vel heller ikke for at undgå, at hans spøgelse skulle komme efter mig, for jeg tror ikke på spøgelser. Jeg kunne bare ikke finde på andet at sige. Jeg kunne selvfølgelig have holdt min kæft; det er jo det, jeg plejer at gøre. Så noget må der have været, som pludselig gjorde mig snakkesalig. Måske den kendsgerning, at det var jul om få dage. Vi mennesker søger sammen, når julen nærmer sig, har jeg hørt. Men jeg ved det ikke.
Jeg troede, at blodet ville fryse på overfladen af sneen og blive liggende. Men i stedet sugede sneen det til sig, trak det ned under overfladen, gemte det, som om den selv havde brug for det. Da jeg gik hjemad, forestillede jeg mig, at der rejste sig en snemand fra driven, en med lige akkurat synlige blodårer under den ligblege hud af is. Jeg ringede til Daniel Hoffmann fra en telefonboks og sagde, at opgaven var udført. Hoffmann sagde, at det var godt. Han stillede som sædvanlig ingen spørgsmål. Enten havde han lært at stole på mig i løbet af de fire år, jeg havde arbejdet for ham, eller også ville han ikke vide noget. Opgaven var udført; hvorfor skulle en mand som ham besvære sig med den slags, når det, han betalte
for, netop var at have mindre besvær? Han bad mig komme ind på kontoret dagen efter; han sagde, at han havde et nyt job til mig.
"Et nyt job?" spurgte jeg og mærkede hjertet springe et slag over.
"Ja." sagde Hoffmann. "Altså, en ny opgave."
"Nå, sådan."
Jeg lagde lettet røret på. For der er ikke så meget andet, jeg kan bruges til, end det jeg allerede laver.
